Det svundne går os i møde
Det er frydefuldt at gå på skattejagt og lede efter kunstværker i en herregårdspark. Naturkunst og stedsspecifikke kunstværker ånder to herregårdsparkers gamle ansigter frem. Vi går fortiden i møde på nutidens raske ben
Af LISBETH BONDE
Denne sommer kan man i Glorup Park på Østfyn for første gang se ny kunst, mens TICKON i Tranekær på Langeland markerer sit 20 års jubilæum med naturkunst, skabt på stedet. Lad os starte med den smukke, men lidet kendte Glorup Herregård på Østfyn, hvor godserne ligger tæt som kerner i et hvedeaks. Her har 9 kunstnere indtaget parken. Hermed tager de traditionen op fra tidligere tider, hvor kunsten var en integreret del af herregårdslivet. Dengang herregårdene var små kulturparnasser – datidens svar på bibliotekerne og kunstmuseerne – og godsejerfruerne holdt salon. H.C. Andersen havde sit eget værelse på Glorup og tilbragte sammenlagt et år der. Han indviede endog en romantisk bro hen over en bæk. Broen er for længst væk og brotårnene er forvitret til ruiner, men i kraft af projektet Geist Glorup er den nu ”geninstalleret” af billedkunstneren Peter Callesen, som har skabt en mussetrappelignende og ganske umulig bro, der danner en visuel overgang mellem de to brotårne. Således genfortryller kunstnerne Glorup Park, der er den første romantiske have i Danmark, opført i en såkaldt anglo-kinesisk stil med bugtede stier og to næsten parallelle lindealléer. Slottet fik sin nuværende elegante skikkelse som barokslot af den franske hofarkitekt N.-H. Jardin ( 1720-1790), som også anlagde haven. Begge dele er med i Kulturministeriets kanon. Nu kan vi opleve det hele gennem de nulevende kunstneres researchbaserede værker, men forud for initiativet ligger en gennemgribende plan for renoveringen af parken, som den unge godsejer Jacob Rosenkrantz – (f. 1980) og 9. generation Moltke-Huitfeldt har udarbejdet sammen med landskabsarkitekterne i Absolut Landskab.
Med nutidsværkerne i parken markerer Glorup Herregård en ny åbenhed over for offentligheden. Barnet vågner i en, når man bevæbnet med et kort går på skattejagt efter kunstværkerne. De kan være fysiske som tårne eller ”observatorier” eller immaterielle og usynlige som lydværket ’The Singing Trees’ af musikteoretikeren og kuratoren Anna Berit Asp Christensen: Fra fem gamle kastanjetræer i en lille kastanjelund afspilles vuggeviser fra Glorups fjerne fortid. De er indsamlet hos personer, som har haft deres gang på Glorup og fungerer som en slags auditiv dokumentation af forne tider på slottet. Det er suggererende med disse milde sange, der slynger sig drømmende ind og ud af hinanden og løfter sig til en stille trækoncert. Også billedkunstneren Christian Vinds værk er mere konceptuelt end materielt, idet han på en havebænk i lindealléen tæt på det cirkelrunde Andromedatempel har anbragt en metalkasse med en lille bog, som publikum kan få udleveret ved indgangen. Her beskriver han i en informationstæt og charmerende prosa sin busrejse fra Odense til Glorup med øjnene vidt opspærrede. Han kæder tider og steder sammen på en ny måde, så vi vågner op og ser det hele for os igen.
Billedhuggeren Karin Lorentzen har skabt tre værker til udstillingen. Et af dem, ’Gratia’, er permanent og består af tre støbte, cirkulære betonprofiler, der er nedsænket i græsplænen. De ligner spejlrammer – og er en slags ekko af dammens spejl – dels tre små, forsænkede maneger. De er installeret der, hvor parkstien knækker og er et romantisk pejlemærke under rundgangen. Randi & Katrines værk er lige så romantisk: En eventyrlig træpavillon, som man kan søge skygge under på solrige dage.
Det er kuratorteamet ’Umage’ alias kunsthistorikerne Line Kjær og Lotte Boesen Toftgaard, som står bag initiativet ’Geist Glorup’. Et glimrende initiativ.
(…)
